At rejse er at leve. Og intet er mere sandt. Med en rejse slipper du for en stund væk fra den hektiske hverdag og bekymringer som økonomi, hus, job osv. Her er tid til afslapning og fordybelse i nye kulturer. Måske har du altid drømt om at komme til imponerende og pulserende New York, men netop økonomien spænder ben. Det er der råd for.
Få her tips til, hvordan du får den billigste rejse – uanset om det er New York, Mallorca eller Rom, der er din rejsedestination.
Bestil i god tid
Først og fremmest er det vigtigt, at du bestiller din rejse i god tid for at spare penge. Og dog. For mange charterselskaber kører med afbudsrejser eller last minute rejser, hvor du kan spare en masse penge på at rejse med kort varsel – typisk et par dage. Men har du ikke is i maven, og skal du rejse længere væk uden for Europa, er det en god idé at bestille flybilletter i god tid. Ofte kan de stige hen mod afrejsedato.
Brug de mange rejsesøgemaskiner til at finde billetter til din ønskede rejsedestination. Her kan du også sammenligne priser, så du finder de billigste flybilletter.
Se efter andre afrejselufthavne
Det er oplagt at søge efter den nærmeste lufthavn, når du skal rejse. Men faktisk er det en god idé at se efter alternative rejselufthavne, eksempelvis i Tyskland. Her kan flybilletterne være langt billigere, og selvom du skal køre efter det, kan det sagtens vise sig, at det i sidste ende er en billigere løsning.
Vælg pakkeløsning eller byg-selv-ferie?
Mange rejseselskaber tilbyder en samlet pakkeløsning til mange forskellige destinationer i verden. I pakken får du både fly og overnatning i ét. Det kan være en komfortabel og sikker måde at rejse på, da der på den måde er ’styr’ på rejsen. Men i mange tilfælde betaler du også for, at rejsen er arrangeret og planlagt for dig.
Planlægger og sammensætter du derimod selv din rejse ved at finde flybilletter og hoteller særskilt, kan du typisk spare penge. Og så er det ovenikøbet sjovt selv at stå for alle rejsens dele, samtidig med at det giver større frihed til at vælge det, der passer til netop dig.
Rejs uden for højsæson
Nogle perioder er erfaringsmæssigt dyrere end andre – det gælder højsæson og skolernes ferie. Har du mulighed for at rejse på andre tidspunkter, er der mange penge at spare, fordi efterspørgslen daler i takt med priserne.