Hvis du godt kan lide at rejse og få gode kulturelle indtryk, så er Istanbul lige stedet for dig. Byen er placeret på hver side Bosporusstrædet, som adskiller Europa fra Asien, hvorfor en rejse til Istanbul i bogstavelig forstand er en rejse til to verdensdele. Her kan du opleve charme, fred og ro samt en god portion lokal kultur.

Mød lokalbefolkningen på markederne

Er du en ægte rejsende, som sætter stor pris på mødet med lokalbefolkningen, er der ikke nogen bedre måde at gøre det på end på et marked eller i en basar. Og det er der rig mulighed for; overalt i byen vil du støde på små og store markeder samt basarer, hvor lokale forsøger at sælge dig de bedste produkter, de råder over.

Når du endelig er i Istanbul må du ikke snyde dig selv for det store gademarked Sali Pazari i Kadiköy, som hver eneste tirsdag lokker med frugt, snabelsko, handlavede smykker og meget mere. Det er svært at besøge dette marked uden at komme til at købe noget, så hav nogle gode kontanter på dig!

Tag til paradis

Hvis du har god tid i Istanbul, vil en tur til Prinseøerne i Marmarhavet være at anbefale, da tiden her har stået stille i flere århundreder. Det er 9 små øer, hvoraf de mest besøgte er Heybeliada og Büyükada. Du vil opleve en dejlig ro, da alle former for motortrafik er forbudt – der er derfor paradisisk fredeligt. Lej en cykel eller tag på en rundtur i hestevogn, så du får set mest muligt. Det er en god måde at bruge sin ferie og ikke mindst sin dag på.

Hvorfor bør man se Hagia Sophia?

Når du er i Istanbul er der ikke nogen vej udenom Hagia Sophia, som er et fantastisk smukt eksempel på byzantisk arkitektur. Faktisk repræsenterer det Istanbuls historie igennem de sidste 1500 år; Hagia Sophia blev opført i 530’erne som kristen basilika, og var faktisk verdens største kirke i næsten 1000 år. I 1450’erne blev stedet omdannet til moske i forbindelse med osmannernes indtog, og er den dag i dag et museum. Hagia Sophia har en fantastisk kuppel, som du bare må se, hvortil du også kan opleve det imponerende kirkerum med mosaikker og hvælvede lofter.